Psykoterapi

Hvad er psykoterapi og hvad kan det?

Vores private eller professionelle liv udvikler sig ikke altid som vi forventer. Fra tid til anden komme vi i situationer, hvor de måder vi forstår os selv og verden på udfordres, og hvor de redskaber og handlemåder som vi plejer at gøre brug af ikke slår til. Mange af disse situationer løser sig heldigvis “af sig selv”; vi er måske rystede og ramte for en tid, men vi finder løsninger, lærer af vores udfordringer, og bliver i stand til at håndtere det nye som vi er stillet overfor.

Men ind imellem bliver udfordringerne så store, svære eller omfattende, at vi ikke kan finde en udvej ved egen kraft. I den slags situationer kan løsningen være, at søge professionel hjælp hos en psykolog, for at finde nye måder at forstå sig selv og sine egne reaktioner på, og ad den vej genvinde fodfæstet og handlekraften i sit liv.

At gå i psykoterapi er at være i en relation karakteriseret ved omsorg, nærvær og kontakt. I terapien skabes der mulighed for at undersøge dine følelser, tanker og oplevelser sammen med et andet menneske, som alene er tilstede for at være dig til hjælp, og som ikke skal dømme eller bedømme dig. Terapiens mål er at hjælpe dig til nye måder at se og forstå dig selv på, for af den vej finde nye løsninger på de problemer som i nuet synes uoverkommelige.

Mit valg af psykologiske metoder i terapien, afstemmer jeg efter hvad der giver mening for det menneske som sidder overfor mig, hans eller hendes konkrete problemstillinger, og mine terapeutiske erfaringer. Ingen enkelt teori har endnu kunne favne det hele, og det samme gør sig gældende for psykoterapeutiske metoder.